Licensvilkår og -aftale for Ebeco Connect
Ved at bruge softwaren bekræfter du, at du har læst og forstået denne aftale og accepterer at overholde dens vilkår. Hvis du ikke samtykker, må du ikke bruge softwaren, og du skal afinstallere softwaren fra alle enheder, der ejes eller kontrolleres af dig.
1. Licens
Slutbrugerlicensaftalen er indgået mellem Ebeco AB eller en anden virksomhed i koncernen og dig som slutbruger. I medfør af din accept af denne aftale giver Ebeco dig en begrænset, ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig, royaltyfri global licens, som kun er beregnet til personlig, ikke-kommerciel brug, og som giver dig ret til at installere og bruge den software, der ligger på din EB-Therm 500 med EB-Connect WiFi. Licensen gives under forudsætning af, at brugeren overholder vilkårene i denne aftale. Denne aftale regulerer ikke købet af produktet.
2. Ejendomsret
Licensen og programmet indeholder beskyttede oplysninger, som ejes af Ebeco, og som er beskyttet af den gældende immaterialret. Medmindre det udtrykkeligt er tilladt i medfør af denne aftale, må oplysninger, der ejes af Ebeco, ikke:
- a) kopieres eller gengives i nogen form eller
- b) modificeres, udlejes, leases, sælges, distribueres eller udnyttes kommercielt.
Ebeco forbeholder sig ret til når som helst og uden forudgående varsel at ændre, annullere, fjerne eller deaktivere brugerens adgang. Navnet Ebeco, Ebeco-logoet, andre Ebeco-varemærker, andre Ebeco-logoer og anden Ebeco-grafik er varemærker eller registrerede varemærker tilhørende Ebeco eller andre virksomheder i koncernen. Brugeren tildeles ingen rettigheder eller licens vedrørende sådanne varemærker.
3. Samtykke til brug af data
Ved at lade din EB-Therm 500 med EB-Connect WiFi oprette trådløs forbindelse til internettet giver du samtykke til, at Ebeco må indsamle, bruge, registrere og gemme oplysninger om dine ejendomsnavne, rum-/enhedsnavne, driftsforhold, temperaturværdier, IP-adresser, software- og hardwareegenskaber og forbindelsesfejl samt din brugerinteraktion. Ebeco anvender sådanne oplysninger til at forbedre fabriksindstillingerne og softwarens ydeevne.
4. Ændringer i softwaren
Ebeco vil muligvis udvikle programrettelser, fejlrettelser, opdateringer og andre ændringer for at forbedre softwarens ydeevne. Ved at forbinde EB-Therm 500 med EB-Connect WiFi til internettet accepterer du, at opdateringer automatisk kan downloades og installeres på din EB-Therm 500 med EB-Connect WiFi uden forudgående varsel, og uden at det kræver samtykke fra dig. Du er indforstået med, at det kan være nødvendigt, at du installerer opdateringer for at kunne bruge produktet til fjernadgang.
5. Garantifraskrivelse
Licensen stilles alene til rådighed "som den er og forefindes" til de beregnede formål, som er fastlagt af Ebeco, og al anvendelse sker på brugerens eget ansvar. Softwaren samt de resultater og oplysninger, der frembringes heraf, kan ikke erstatte teknisk rådgivning, men skal verificeres af brugeren. Den udgør ikke et løfte og må ikke anses som nøjagtige data eller analyser. Ebeco fraskriver sig alle garantier og betingelser vedrørende softwaren, det være sig udtrykkelige, underforståede eller lovbestemte, herunder, men ikke begrænset til, garantier om salgbarhed, tilfredsstillende kvalitet, egnethed til et bestemt formål, nøjagtighed og ikke-krænkelse af tredjeparts rettigheder. Ebeco garanterer ikke, at softwaren opfylder dine behov, eller at brugen af softwaren er uafbrudt eller fejlfri.
6. Tredjepartskomponenter
Softwaren kan indeholde visse softwarekomponenter fra tredjepart, herunder åben kildekode og frie softwarekomponenter, som hver især er omfattet af egne ophavsrettigheder og licensvilkår. I det omfang en tredjepartslicens giver brugeren rettigheder til at bruge, kopiere eller modificere en komponent med åben kildekode, som er mere eller mindre omfattende end de rettigheder, der gives i medfør af denne aftale, har sådanne rettigheder alene forrang for de rettigheder og begrænsninger, der følger af denne aftale, for sådanne tredjepartskomponenter.
7. Ansvarsbegrænsning
I det omfang det ikke er forbudt ved lov, kan Ebeco under ingen omstændigheder holdes ansvarlig for direkte, særlige eller indirekte skader eller følgeskader, herunder, men ikke begrænset til, materielle skader, eller ifalde et erstatningsansvar på grund af tab af besparelser, fortjeneste eller data som følge af brug af programmet.
8. Opsigelse
Licensen ophører automatisk, hvis brugeren overtræder nogen af vilkårene i denne aftale. Ebeco kan opsige licensen efter eget skøn uden forudgående varsel. Aftalen og licensen er underlagt den materielle ret i Sverige. Enhver tvist, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med denne aftale, er underlagt svensk rets eksklusive jurisdiktion.
Göteborg 191129